fredag den 7. september 2007

Så langt så godt...

Så rundede jeg også den 23. ting lige på falderebet. Jeg synes, at 'learning by doing'-konceptet har været alle tiders. At jeg lige har kunnet bruge en halv time på at løse en opgave, når det passede mig bedst frem for at skulle troppe op til morgenmøder etc og få undervisning i alle tingene. Man kan lige så godt blive kastet ud i det med det samme og med de vejledninger, som Monica så fint har lavet til hver af de 23 ting, så var man jo hjulpet rigtig godt på vej. Det har også været rigtig godt, at kurset har været fælles for os alle på tværs af HB.

Min favoritting er blevet min personlige side på Google med rss-feeds, vejrudsigt, kalender etc, som tager så godt imod mig, hver gang jeg logger på nettet. Flot design, overskuelig og kræver ikke login, da den fungerer som min startside. Jeg er også glad for at have stiftet bekendtskab med søgeværktøjet Creative Commons - det skal jeg nok få brug for. Messenger og YouTube har indtil nu været mere for sjov og fritidsrelateret for mig, men jeg har nu fået øjnene op for, at de også kan være anvendelige arbejds- og pr-redskaber.

Selvfølgelig kunne jeg lige som alle andre godt have brugt noget mere tid. Der har sjældent være tid til mere end bare lige at gøre det, der skulle til for at løse de enkelte opgaver, så der er bestemt et par af de 23 ting, jeg godt ville have haft mere tid til at udforske for at få dem rigtigt ind under huden. Men så er det jo fint, at bloggen med de 23 ting bliver liggende på nettet, så jeg har mulighed for at vende tilbage og få en genopfriskning.

Ingen kommentarer: